Seruminstituttet d. 10. okt. 2019:

Influenza er en virusinfektion, der rammer luftvejene. Alle mennesker kan få influenza, men særligt ældre over 65 år, gravide og personer med kroniske sygdomme er i højere risiko for et alvorligt sygdomsforløb. Vaccination nedsætter ikke kun risikoen for at blive smittet med influenza, men også risikoen for indlæggelse og død som følge af influenza, hvis man alligevel skulle blive smittet med influenza på trods af vaccination.
Forekomsten af influenza varierer fra år til år og optræder hyppigst i perioden fra december til marts. I Danmark tilbydes gratis influenzavaccination til særlige risikogrupper derfor fra 1. november frem til den 15. januar. For gravide i 2. eller 3. trimester, samt for personer med immundefekt og deres husstandskontakter, dog til udgangen af februar.

Tidligere har tilbuddet om gratis vaccination begyndt 1.oktober. Ændringen i år skyldes dels, at det i 2019 har været vanskeligt for producenterne, at levere vacciner til 1. oktober på grund af en sen offentliggørelse af anbefalinger om vaccinesammensætning for influenzavacciner til den nordlige halvkugle fra WHO. Dels er der faglige hensyn, der understøtter en senere start af influenzavaccination, idet influenzavaccinernes effekt aftager med tiden samtidig med, at forekomsten af influenza i Danmark traditionelt først optræder sent, oftest i perioden december til marts. De sene influenzasæsoner betyder, at hvis vaccinationen gives tidligt, vil beskyttelsen være ringere sidst i influenzasæsonen. Allerede seks måneder efter vaccination er antistofniveauet faldet til ca. halvdelen af højest nåede antistofniveau. Ældre responderer generelt ringere på vaccinen; dvs. at deres antistoffer ligger lavere, og antistofniveauet falder hurtigere end hos unge.

Recommended Posts